Lykke er en pyntet hund med rygstykket fuld af medaljer!
Lykke er at se Henrik Qvortrup realisere sin livslange drøm om at blive kaptajn på et månefartøj. At se ham gennemgå de hårde prøver, fysiske såvel som mentale med det for øje at forberede ham på rumfærdens strabadser. Alt imens er vi vidner til hans totale triumf udi al astronauteri. Det vil fylde alle mennesker med glæde (dog vil slette mennesker føle misundelse) at se ham iført fornem astronautdragt modtage medaljer og hædersbevisninger efter vel overstået uddannelse. Raketten som skal bringe ham til månen eksploderer kort efter start fordi den ret beset er en mange meter høj krudttønde.
Lykke er sidde med en lille hund i skødet og fortælle den om svundne tider. Tider hvor alting var mindre kompliceret og alle var bedre til tysk. Jo, ganske vist skulle kartofler og anden jordfrugt graves op af den frosne jord med lidet andet end de bare næver og en kartoffel fra i fjor til hjælp, men dengang havde unge mænd trods alt ikke kvindagtige coiffures på toppen af deres hoveder. Ej heller var det almindeligt for dem på krukket vis at bekymre sig om hudpleje eller at pynte sig med glitrende tingeltangel. Nu om stunder gør de al den slags og mere til og den lille hund man fortæller derom kan fint forstå at dengang var bedre end i dag.
Lykke er blå sømænd på et blåt skib ved deres blå kanon!
Lykke (bestemt som ubestemt) er ikke spor lunefuld som den rædsomme Lars H.U.G. forsøger at bilde alverden ind med sine alkymistisk inspirerede sange. Man kan ikke lave bly om til guld med mindre man har muligheden for at franarre blyatomer nogle af deres elektroner (held og lykke med det, Fister), måske med en maskine fuld af fimrehår, magnetfelter og stråler. Man skal bruge et oscilloskop til det ellers er det ikke videnskab, men derimod humaniora.
Lykke er møder i grundejerforeningen. Vigtige emner bliver drøftet grundigt igennem og ligeså, måske endda mere vigtige beslutninger hidrørende disse vigtige emner bliver taget. Det drejer sig tit om bestemmelser med formål at begrænse menneskers udfoldelse indenfor egen matrikels grænser. I min grundejerforening er irritererende menneskelatter, vask af nylontasker og børns leg gudskelov blevet erklæret uønsket og ulovligt.
Tak lykke. Af hjertet tak.
Dette er hvad Rasmus Toftdahl Olesen skrev den 29 June, 2008 21:57
I lige måde ... af hjertet.
Dette er hvad Søren skrev den 15 July, 2008 8:27
Skulle man være så heldig at franarre et blyatom et af dets elektroner vil man stadig have bly, blot en ion heraf.
Skulle det derimod lykkes at franarre det et af dets kernekompetencer, nemlig et proton, da vil sagen være en ganske anden, og du vil nu være en anden kong Midas (såfremt Midas kun rørte ved bly).
Dette er hvad Thor skrev den 15 July, 2008 12:07
"Uuuh, se mig! Jeg har gået i skole og har rigtig viden om virkeligheden. Vigtig, vigtig, vigtig".
Sådan er du, Søren!
Dette er hvad Mester Sonisk skrev den 15 July, 2008 22:37
...og på denne måde må vi i stilhed nøjes med frydefuldt at konstatere, at abekatten trods overbvisende slumren ej er gået til de evige jagtmarker. Således opløftet og bestyrket i troen vil jeg gå til mit natleje og hvile kroppen (indtil helvede bryder løs igen i morgen 6:00).
Dette er hvad Boklund skrev den 28 August, 2008 7:59
Jen drømmer om at eje en pyntet hund. Gerne af racen Riesenschnauzer.